keyboard_arrow_down

PensionDanmark opfører
nyt moderne undervisningsbyggeri i Ballerup

Type: Gymnasial- og erhvervsuddannelse  / Bygherre: PensionDanmark / Lejer: TEC 
Sted: Baltorpvej 18-20, 2750 Ballerup  / Ingeniør: AFRY / Arkitekter: CUBO og NOVA5 / Entreprenør: c.c. contrator
Størrelse: 7.500 m² + 965 m² kælder  / Anlægssum: 150 mio. kr. ekskl. moms  / Status: Under udførelse
Kontaktperson: Byggeleder Søren Nørgaard, noergaard@cc-contractor.dk

Her kan du kan følge byggeriets fremdrift

Fase 4-5

Alle betonelementer og vinduespartier er nu monteret og bygningens endelige udstrækning og form kan ses.

Vinduerne og fyldningspartierne i facaden er af træ som udvendigt er beklædt med aluminium for at forlænge vinduespartiernes holdbarhed. 

I løbet af foråret begynder mureren på den endelige facade som opmures i røde genbrugstegl der stammer fra gamle nedrevne bygninger. Teglstenene er blevet renset, sorteret og kontrolleret, så de tegl der anvendes er lige så gode som nye, men hvor der til gengæld ikke er brugt energi til at brænde stenen. Vi regner med at skulle bruge ca. 172.000 mursten til den færdige facade.

 

Arbejderne på taget er også godt i gang så inden længe begynder etablering af den færdige tagpap belægning.

Indvendigt i bygningen pågår arbejder med undergulve, skillevægge, installationskanaler, føringsveje og rørinstallationer rundt i hele bygningen. Da bygningen i fremtiden skal huse en teknisk skole, er omfanget af el, vvs og ventilationsinstallationer til serverrum, datalokaler, kemilokaler, fysiklokaler, biologilokaler o.lign. væsentlig større end for et almindeligt byggeri. Vi regner eksempelvis med at bruge 85 km pds kabel til bygningens datainstallation. 

Til april opstarter de første arbejder med færdige overflader på vægge, lofter og gulve, så i den kommende periode er der mange forskellige faggrupper der arbejder på bygningen.

På Baltorp Campus i Ballerup lader PensionDanmark opføre et nyt teknisk gymnasium og en af danmarks største dataskoler til lejeren TEC. Den nye undervisningsbygning på 7.500 m2 vil danne rammer for et 4-sporet HTX-gymnasium samt en dataskole med grund- og hovedforløb, samt efteruddannelse.

TEC griber mulighedenfor at forene en gymnasiel uddannelse og en erhvervsuddannelse under ét tag. En unik mulighed for tværfagligt samarbejde og styrket fællesskab for at bringe faglighed samt pædagogiske og didaktiske viden i spil til at udvikle fremtidens tekniske og teknologiske fundament.

DGNB Guld certificering

Byggeriet skal DGNB Guld certificeres. Projektet skal være driver for det gode eksempel på at opnå en CO2-reduktion, og projektet skal evalueres over hele byggeriets levetid og ”end of life” med fokus på genanvendelses-/ genbrugspotentiale for fremtiden. Der skal være fokus på bæredygtige og cirkulære helhedsbetragtninger. Der skal udarbejdes en totaløkonomisk beregning, med henblik på at have et overblik over drifts- og vedligeholdelsesomkostning

Succeskriteriet er et tæt samarbejde, dialog og bevidst brugerinddragelse, hvor bygherre, lærere og elever inddrages i projektets kommende læringsmiljøer og samtænkning af faglige rum.

Bygningen

Bygningens struktur giver høj fleksibilitet i forhold til fremtidige ændringer. Derudover lever bygningens organisering op til ønsket om tidssvarende læringsmiljøer, hvor elever og undervisere har plads til forskelligartede lærings- og arbejdssituationer. Der er plads til elever, der har brug for ro og fokus, og plads til elever, der søger inspiration og kontakt med andre elever. Det er vigtigt, at eleverne føler sig trygge og identificerer sig med TEC og den uddannelse, de er knyttet til.

I forlængelse af atriet og fagtorvet er kantineområdet, som udover spiseområde skal fungere som læringsmiljø for projekt- og gruppearbejde. Centralt er tribunen, der kan benyttes til både i pauser, i undervisning og til særlige begivenheder.

Eleverne har adgang til campus og klimaparken og på 2. sal giver en større tagterrasse et pauserum og udendørs læringsrum for eleverne på gymnasiet og dataskolen.

Fagtorvet og dets afhængigheder

I stueetagen er blandt andet placeret fysik- kemi- og biologilaboratorier og Digital Design/IOS som alle viser TECs høje faglighed inden for fagfaglighederne både for HTX og dataskolen. 

Alle faglokaler bindes sammen af det store fagtorv, et fællesområde med flexarealer, break-out zoner og små møderum, hvor elever og grupper kan trække ud til kort teori- eller projektarbejde i hele stueetagen og stadig være i tæt kontakt til underviseren ved faglokalet. Faglokalerne har udgang til klimaparken, hvor det vil være muligt at trække eksperimenterne ud i undervisningen. 

Administration og personalefunktioner

På TEC Ballerup bliver der etableret kontorer og forberedelsesrum til medarbejderne på 1. sal til HTX og på 2. sal og 3. sal til dataskolen. Ligeledes er der på 1. og 2. sal medarbejderlounge med tekøkken, hvor medarbejderne kan mødes. I kælderen etableres personaleomklædning og herudover depotrum til uddannelserne, samt rengøring inkl. depot.

Brugerinddragelse og samarbejde

Brugerinddragelsen er høj på TEC, da uddannelseslinjerne skal mødes og benytte fællesarealer og undervisnings- og faglokaler. Derfor er der særlig fokus på at imødekomme de ønsker, som elever, undervisere, brugere og TEC har i alle dele af projektet både ude- og indendørs.

keyboard_arrow_up